Jeg har aldrig rigtig haft mit eget værelse.
Selvfølgelig var der altid et værelse—men ikke et, der fuldt ud tilhørte mig. Jeg boede i et soveværelse med min søster, da jeg voksede op. På skolen delte jeg kollegieværelse med en værelseskammerat.
Måske er det derfor, jeg altid har drømt om et værelse, hvor jeg bare kunne være mig selv. Et rum til at græde uden at gemme mig, grine højt, tale med mig selv, danse som en tosse eller sidde i stilhed i timevis. Et rum, der ikke kun er mit fysisk—men også følelsesmæssigt.
Nu har jeg endelig lejet et lille studie. Det er gammelt, lidt slidt og ærligt talt overprissat. Men liggende på gulvet og dagdrømmende om, hvad jeg kunne skabe her, vidste jeg—jeg var allerede forelsket i det.
For at få dette værelse til at føles mere som mig, begyndte jeg at lede efter noget, der ikke kun kunne vække min kreativitet, men også hjælpe mig med at sætte et stykke af mig selv på rummet. Det var der, jeg stødte på tufting.
Lige som jeg begyndte at overveje, hvilket tufting-våben jeg skulle købe, kom en ven med en gave: en Clawlab tufting gun. Jeg blev målløs—og dybt rørt. Jeg kan ikke engang forklare, hvor betænksomt det var.
Jeg startede min tufting-rejse med Clawlab Gun. Jeg forventede ikke, at den ville holde mig med selskab, men på en eller anden måde gjorde den det. Hvert hjørne, hver væg, hvert knirkende gulvbræt—jeg fik lov at bestemme, hvad der skulle ske i dette rum.
Foran vinduet, hvor det gyldne eftermiddagslys strømmede ind og dansede hen over rammen. Ved mit lille arbejdsbord, hvor jeg sad bøjet sent om natten, mens resten af verden sov. Selv ved spisebordet—med et halvt glas citronvand til venstre og en skitse af et nyt mønster til højre.
Sættet er let og bærbart. I den sidste uge tog jeg det endda med tilbage til kollegiet. Når jeg følte mig frustreret over eksamener, satte jeg det op og tuftede en lille coaster. Den rolige bevægelse og det bløde garn hjalp med at lindre min stress—bare et par stille minutter til at trække vejret og føle mig som mig selv igen.
Det var ikke bare håndværk—det var at gøre krav på plads.
Og langsomt begyndte mit engang fremmede studie at suge mine vibes til sig.
En blød vægophængning svajer nu nær min bogreol—syet i dæmpede rosa og blå nuancer, der minder mig om et hav af blomster. Der er et kæmpe tæppe midt i stuen, tuftet med overdimensionerede lilla druer, lidt mærkeligt, men fuld af charme. Coasteren på mit skrivebord har ujævne kanter og bærer spøgelset af en kaffespild, jeg glemte at tørre op. Jeg kunne have smidt den ud og lavet en ny, men det gjorde jeg ikke. For den fortæller også en lille historie. Min daglige historie.
Selv rodet omkring mig—garnrester, sammenfiltrede ledninger, den svage glorie fra en projektor—føles levende. Værelset vokser med mig, hver tuftet løkke er dets puls, min tilhørsforhold.
Udenfor er byen højlydt og rastløs. Busser hvæser, sirener hyler, nogen råber altid i telefonen. Indenfor, barfodet på blød uld, kører jeg en fingerspids hen over et nyfærdigt stykke. Støjen forsvinder. Mine skuldre slapper af. Min vejrtrækning sænkes. Jeg samlede det spredte garn op, satte våbenet og rammen på plads, og lagde mig ned på mit nye stykke. Tankerne begyndte langsomt at drive, vikle sig ud som tråd i stilheden.
Jeg kigger rundt—dette rodede, håndlavede, smukt uperfekte rum—og jeg ved: det her er mit.
Det er ikke bare et studie længere.
Det er hjem.
