Hvordan to UX-designere fra Apple startede et tuftestudie, der rører ved mere end tusinder
Jeg troede aldrig, jeg nogensinde ville kunne lide noget som dette.
Karmin slap garnet i hånden, masserede sin stive skulder, og hendes øjne gled hen mod det snoede design på væggen. Hun huskede første gang, hun tog tuftingpistolen op. Hendes hånd føltes som naglet fast, næsten som om det grove lærred ville sluge hende hel.
Fra "Digits" til "Threads"
For fire år siden kæmpede Karmin og Lucy stadig i Apples designteam. De blev skubbet fra møde til møde, begravet under endeløse designcyklusser, arbejdede i hjertet af moderne teknologi, men var fuldt ud klar over, at de var på vej mod dyb forfængelighed. Indtil den uventede begivenhed i 2021—da de opdagede tufting på et lille loppemarked i San Francisco. Det øjeblik af “aha” var næsten overvældende fantastisk. De købte et begynder-tuftingsæt bare for at prøve det. De vidste ikke, at dette simple eksperiment ville blive en livsændrende rejse."Der dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville blive så besat af det her," mindedes Lucy med latter, hendes stemme dryppede af begejstring. "Men det føltes som at træde ind i en anden verden, en verden der virkelig havde liv."
Aftener og weekender, der tidligere var optaget af teknologimøder, blev nu domineret af garn og lærred. I starten var deres kreationer næsten uigenkendelige—flossede tråde, snoede former, uklare mønstre. Men med tiden blev de besatte af processen. Hvert sting og hver tråd bragte nye udfordringer og tilfredsstillelse.
Som de fleste tech-folk kunne de ikke lade være med at spørge: "Kunne denne kunstform blive mere bredt omfavnet?" Kunne den hjælpe folk som dem, fanget i en højtryksverden, med at finde et rum til at sænke tempoet og genvinde deres fred?
“Så vi tog en chance på os selv—vi forlod vores sikre job og startede et værksted, hvor alle, uanset baggrund, kunne tage et værktøj op og begynde at skabe.”
Fra "Passion" til "Profession"
Begyndelsen var hård, med fiasko efter fiasko, der pressede dem til kanten. Karmin og Lucy var ikke typen, der gav op let, men da de først begyndte at byde elever velkommen i deres værksted, indså de, at deres lille rum ikke var det simple “kunsthelligdom”, de havde forestillet sig.
De tidlige workshops var fulde af spænding—ikke kun nervøsiteten ved at prøve noget nyt, men den slags, der opstår, når intet helt fungerer, som det skal. De standard tuftingsæt var høje, tunge og mærkeligt aggressive i deres tilstedeværelse. Begyndere havde svært ved at styre maskinerne, og nogle elever—især kvinder og børn—havde svært ved at holde dem stabile i mere end få minutter.
Men Karmin og Lucy gav ikke op. De brugte nætter på at redesigne hele kursusstrukturen, forenkle trinnene og fandt til sidst et begynder-venligt tuftingsæt—Clawlab H1.
I modsætning til det klodsede udstyr, de havde brugt før, var H1 kompakt, glat og overraskende intuitiv. Dens mere stille motor gjorde workshops mere som delte samtaler end industrielle boremaskiner, og dens lette ramme gav eleverne en større følelse af kontrol—især dem, der tidligere havde følt sig tøvende eller intimiderede.
"Det handler ikke kun om værktøjerne i sig selv; det handler om, hvordan værktøjerne får eleverne til at føle, at de faktisk kan gøre det," minder Lucy sig ofte om. “Hvis værktøjerne ikke vækker kreativitet, er de bare lænker.”
Denne ændring resulterede ikke straks i mirakler. Men med tiden begyndte de at se små forandringer: eleverne følte sig ikke længere modløse over værktøjernes kompleksitet. Det, der begejstrede dem mest, var, at mange elever, som i starten kæmpede med kreativitet, endte med at skabe deres egne designs efter blot få lektioner.
Fra “Brand” til “Community”
Efterhånden som deres klasser voksede i succes, forvandlede Karmin og Lucys værksted sig gradvist fra et lille studie til et fuldt kreativt rum, der tilbød mere end blot traditionelle klasser og workshops. De begyndte at integrere tufting i livsstilsdesign og skabte specialdesignede kunstprojekter, der bragte håndværket ind i hjem, butikker og offentlige rum.
Mens deres brand voksede, forblev de tro mod deres oprindelige formål: at hjælpe folk med at genopdage kreativitet gennem kunst, bryde fri fra hverdagens ensformighed og pres. På et tidspunkt begyndte de at tænke bredere—hvordan kunne denne bevægelse gå ud over studiet og blive noget, der levede i fællesskabet?
"Succes handler ikke kun om at have et stort brand," reflekterede Lucy dybt. "Det handler om at se folk, der har gennemgået en selvtransformation gennem kunst."
I de øjeblikke spillede værktøjerne en uventet rolle. Da de introducerede Clawlab, en kompakt og letkontrolleret tuftingpistol, i workshops og fællesskabsarrangementer, skete der en forandring. Dens lette konstruktion og præcision gjorde den særligt tilgængelig for førstegangsbrugere og yngre deltagere—folk, der måske havde følt sig intimiderede af større eller mere tekniske maskiner. “Jeg var nervøs i starten, men det føltes som at tegne med tråd,” delte en begynder. “Det gav mig selvtillid til at prøve noget nyt.”
Fra “To” til “Alle”
Karmin og Lucys rejse er stadig i gang. Indtil videre har deres workshops budt velkommen til over 4.500 elever i alle aldre. Deres lille studie er vokset til et multifacetteret kreativt knudepunkt, der tilbyder daglige klasser, fællesskabsprojekter, brand-samarbejder og udstillinger ved nationale begivenheder. Deres indsats er ikke gået ubemærket hen—de opretholder stolt en 5,0-stjernet vurdering på Google og har opbygget en loyal Instagram-følgerbase på over 10.000.
I denne verden fuld af stress og travlhed bærer hver tråd, hvert sting, hvert stykke kreativt stof ét budskab—gennem skabelse finder du dit sande jeg. Og det er den største gave, Karmin og Lucy har bragt til verden.
“Kreativitetens kraft er grænseløs, og vi er kun lige begyndt.”
Dette er tuftingens håndværk — alle de levende fortællinger, det hjælper med at væve.
Invitationen til at deltage i rejsen er åben for alle.
